Hvilken rødvin bliver bedre med tiden

Bliver vin bedre med alderen?

Vinmyten der ikke er til at få aflivet

Vin bliver bedre med alderen. Eller gør den? Det er en af de mest sejlivede myter i vinverdenen, at vin generelt bliver bedre, jo ældre den er.

Til spørgsmålet ‘bliver vin bedre med alderen?’ er svaret faktisk, at det kun er de færreste vine, der har godt af at ligge i mange år, før de drikkes. Tricket er sådan set bare at vide, hvilke vine det drejer sig om, og så ellers se at få drukket resten mens de stadig er på toppen!

Størstedelen af den vin, der laves i dag, er klar til at blive drukket allerede inden for et år eller to efter aftapning. Og med et par huskeråd, kan du også skelne mellem hvilke, der egner sig til kælderen, og hvilke der bare skal åbnes i en fart.

Så hvilke vine bliver bedre med alderen?

Når det gælder rødvin, kan vine med et højt indhold af garvesyre (også kaldet tanniner) klare at blive gemt længere tid, fordi garvesyren har rigtig godt af at ligge og blive blødgjort – og samtidig er tanniner en slags naturligt konserveringsmiddel. Smart.

En nem (men dog forsimplet) huskeregel er,
at jo dyrere vin er som ung,
jo længere tid kan den opbevares.

Hvis du nogensinde har drukket en rødvin, der føltes mere som at spise sandpapir, så har det muligvis været en garvesyre bandit, der ikke har haft tid til at blive blødgjort.

Figur der viser forskellige vines levetid
Figur: Bliver vin bedre med tiden?

Figuren giver et meget forsimplet billede af, hvor længe forskellige kendte vintyper bør gemmes. Det meste almindelige hvidvin er sjældent lavet til at blive gemt i mange år. Det samme gælder hvidvinens kusine, roséen. Lette rødvine er også typisk lige til at hive ned fra hylden og hælde i glasset (pga. deres lave tannin-indhold). De lette rødvine er f.eks. Beaujolais vine på gamay druen og en lang række vine på pinot noir druen.

Almindelig mousserende vin, inklusiv Champagne, afviger dog fra pris-huskereglen, fordi det er drikkeklart fra dag 1 på markedet på trods af høje priser, som helt unge.

Rødvinene øverst i trekanten har det største kælderpotentiale og jo længere ned i trekanten vi bevæger os, jo færre år behøver de ligge gemt af vejen.

Liste over vine der har stort kælderpotentiale

Desværre er det umuligt at generalisere fuldstændigt i vinens verden, og i sidste ende er det derfor også umuligt at svare præcist på, hvornår en vin er perfekt at åbne. Selv vinmagerne kommer her til kort. Der er ikke så meget andet at gøre end at holde sig til huskereglerne og så ellers smage sig frem!

“Det eneste der er forudsigeligt ved fine vine,
er, at de er uforudsigelige.”
– Johnson & Robinson

Kilde: Den Store Vinbog af H. Johnson & J. Robinson